Folkebladet Sydjylland


Dødsfald  -  onsdag den 13.oktober 1971

Formanden for Dansk Smede- og Maskinarbejderforbunds Kolding afdeling, Victor Arndal, Brændkjærgade 84, Kolding, døde forleden pludseligt, 68 år.
Victor Arndal opholdt sig med sin hustru i familiens campingvogn i Hejlsminde, da han pludselig sank sammen. En tilkaldt læge kunne kort efter konstatere, at Victor Arndal var død, formentlig på grund af hjertelammelse.
Victor Arndal havde til smedeafdelingens forestående generalforsamling i denne måned bebudet sin afgang, og  så sent som i fredags gentog han, at intet kunne rokke ved den beslutning.
Victor Arndal var uddannet inden for smede- og maskinbranchen, men havde prøvet lidt af hvert, specielt i trediverne, da arbejdsløshed hærgede.  Han var en periode erhvervsfisker, han var taxachaufør i København, og han prøvede også at oprette egen virksomhed.
Men tiderne var svære og det lykkedes kun en periode.  I 1947 blev Victor Arndal ansat på De Danske Mejeriers Maskinfabrik, hvor han blev både tillidsmand og senere fællestillidsmand.
Alle lærte at respektere Arndal, hans viden og fornuftige optræden. Han kendte de fagretlige regler som få.
I 1970 tog han afsked fra DDMM, men flere år forinden var han blevet  smedeformand, et hverv, der krævede meget af sin mand.  Reelt fungerede han i de senere år mere som smedeformand end som arbejder på DDMM.
Under krigen og i besættelsestiden deltog han aktivt i modstandsbevægelsens arbejde , bl.a. bistod han folk, der måtte flygte for besættelsmagten.
Victor Arndal havde mange tillidshverv, bl.a. i hovedbestyrelsen for Dansk Smede- og maskinarbejderforbund, og han var i mange år forretningsudvalgsmedlem i Arbejdernes Fællesorganisation.
Victor Arndal efterleves af sin hustru og 4 børn.