”DØDSFALD

Natten til Søndag er Læge, Fru ELLEN LAURITZEN død. Det er ikke et Dødsfald, som  kom uventet, for et Par Uger siden blev Fru Lauritzen syg og blev indlagt paa Amtssygehuset, og for en Ugestid siden tio Sygdommen, en Galdelidelse, en meget alvorlig Vending. I flere Døgn var Fru Lauritzen bevidstløs, og de Nærmeste forstod, at det sikkert bar mod Døden.”

Det er et meget haardt Slag, der her har ramt Amtslæge Lauritzen og de 3 smaa Drenge, men dette Dødsfald vil langt uden for Hjemmet fremkalde virkelig Sorg.

Vi taler saa ofte om Betydningen af de gode Hjem i Danmark, og med fuld ret. Dr. Lauritzens Hjem hørte til de bedste, og Sjælen i det var Fru Ellen Lauritzen. Hun var et Hjemmets Menneske, god og dygtig og gæstfri som faa. Livlig og frisk var hun i Venners Lag, stilfærdig og omsorgsfuld, naar hun som Læge stod ved en Sygeseng.

Under den tyske Besættelse fæltes det som en Selvfølgelighed, at Amtslægen og Fru Lauritzen fra første Færd kom med i det illegale Arbejde. Saa blev Amtslægen taget af Gestapo; det betød, at et umaadeligt Arbejde blev lagt over til Fru Lauritzen. Aldrig hørtes en Klage, der kunde være Tider med Frygt for Mandens Skæbne, en Angst, som tilligemed det meget store Arbejde sled ikke blot paa Nerverne.

Saa kom Befrielsen, Manden kom hjem, Familien, den Familie, som levede et saa lykkeligt og harmonisk Samliv, var atter samlet, lyse og lykkelige Tider syntes at forestaa – og saa blev det nu Døden.

Kun 46 Aar blev Fru Ellen Lauritzen, og man synes, det var saa helt uden Mening, at Døden skulde gøre denne Høst.  En dyb Medfølelse vil samles om Amtslæge Lauritzen og Børnene, der saa tidligt har mistet deres gode Moder.  Og fra alle dem blandt Slægt og Venner, hun saa storsindet hjalp, fra alle dem, der i Fru Lauritzen lærte at kende en uforfærdet dansk Kvinde, som i en ond og haard Tid gjorde sin Pligt til det yderste skal lyde en Tak for det lysende Eksempel, hun var.  Ydmyg og beskeden var Fru Lauritzen i Vurderingen af egne Evner, stor og stærk var hun, naar hun følte, at Pligten kaldte.  Ofte, alt for ofte  kaldte denne Pligt, Ellen Lauritzen sled sig op, det er en af vore bedste Frihedskæmpere, som her er falden.  Æret være hendes Minde.

 

Læge, Fru Ellen Lauritzen, der er født Arndal, kom sammen med sin Mand, Amtslæge Lauritzen, her til Byen fra Øsby i 1931. Der er i Ægteskabet 3 Børn, en Dreng paa 11 Aar, og 2 Drenge, Tvillinger, paa 8 Aar.”