Fra gamle Dage!

  Skrevet af Dagmar Jørgensen, datter af Hans Jørgen Jørgensen og Wilhelmine Hansen, Lumby.
 fra  sønnen Eskild  Nielsen
Ja hvornår var det? ”gamle Dage”.  Det er vist ikke så længe siden.  Ikke længere end da man skulde tænke på at skrive med stort eller lille. Det er svært med de store Bogstaver. De kommer af sig selv. Undskyld,  ---  Hvornår det var ved jeg ikke, det var før jeg kom i Skole, da var vi til Fastelavnsgilde i Snedkerens Værksted.  Drengene gik jo Fastelavn og Pengene de fik blev brugt til Gildet. Vi fik nok Boller eller Snegle og dansede til Hamonikamusik.  Det var Snedkerens Ingeborg, der spurgte om jeg måtte komme med..-----
Senere husker jeg, da Jeppes Anna døde. Farmor og Farfar sendte mig hen med en Krans og jeg så hun lå der hvid og stille og køn.  Hun er sikkert død af Tuberkulose eller Tæring sagde man.  Der var mange der døde af det dengang. ------
Da vi gik i skole brændte Knud Rasmussens (Knud Rasmussens hus lå få meter fra Banen)  og Frederiks Ejendomme (Frederiks på den anden side af vejen og det var stråtækt) ved Gnister fra Toget, og vi så de døde Køer ligge der.  Det var uhyggeligt.  Der brændte tit Huse ved Lynet.  De var jo stråtækte og meget tørre og brandbare.  -------
Da jeg var 6 Aar begyndte Skolen,d.v.s. vi skulle lære at læse inden vi kom i den  ”store Skole”.  Det skete hos Kirstiane som boede i ”Hospitalet”,  Hun var lille og vistnok lidt rundrygget.  Hun sad i en stor Kurvestol og havde et Spanskrør bag ved.
Jeg husker ikke hun brugte det. I hvert Fald ikke til at slå med.  Hun var god til at lære os det vi skulde.  Vi havde stor Respekt for hende. -------
Vi havde gode Lærere i Skolen, særlig i Begyndelsen, men så rejste den vi holdt mest af (Nielsen).  Der var stor Sorg, vi græd.    Så kom der vikarer, det var ikke så godt.  I mange Aar var der en årlig begivenhed som optog os,  Det var når Cirkus Thyland kom.  Det var spændende at se på; der var også børn som optraadte. De var jo noget særlig for os.
 

Min konfirmation

Min konfirmationsdag står stadig for mig som en af de største Oplevelse.-----------
Da jeg var i Bullerup begyndte Krigen 1914.  Stationen lå tæt ved Farbror Peder, der hvor jeg tjente.  De unge mænd,  der blev indkaldt skulde med Toget til Odense. Der var Trængsel på Stationen og selv om man ikke tænkte så alvorlig, var der alligevel en Følelse af Uhygge i en. ------
 
Konfirmationsdagen var Søndag før Påske 1911.  Det begyndte med, at jeg måtte spise ene Hvedebrød til Morgenmad til Teen.  Vi kørte i Skovsbogårds Charabanc.  Hvem der kørte husker jeg ikke, men det var nok Forkarlen, og der var sikkert 2 Heste for.  Vi skulde være i Kirken ½ Time før Gudstjenesten skulde begynde.  Vi blev spurgt om forskelligt, som vi havde lært.  Derefter skulde vi hver for sig svare på Trosbekendelsen og da vi havde svaret sagde Provsten ; I gir derpå Gud dit Hjerte og mig din Hånd, så husker jeg ikke mere af Højtideligheden.  Vi havde Gæster til Middagen, jeg fik ogsaa Gaver fra mine Farbrødre.  En Cykel fra Christian, et ur fra Peder (også brugt) et Skab fra Farmor og Farfar det var også brugt, men bruges endnu.  Desuden 2 Kr. fra forskellige Naboer og en Salmebog.  Far og Mor gav ikke gaver dengang jeg ved ikke om de gav nogen af os Gaver.  Jeg ved ikke hvem der spiste med til Middag.  Farbror Christian og Farbror Peder maaske Faster Christiane og Jens og måske Moster Hanne.  Jeg husker det ikke, heller ikke Maden.
Om Eftermiddagen gik vi Tur ude på Vejen.  Da kom Laurits, ejeren af Skovsbogaard kørende.  Han skulde hente Provsten.  De havde faaet en lille Dreng, der skulde døbes straks. 
 Han døde ikke længe efter, sådan gik der med en eller 2 mere.  Der fandtes jo ikke Kuvøser og saadan noget dengang og de allerfleste fødte jo hjemme.  Det var ikke Skik at komme på Sygehuset for at få et barn.  Jeg var fæstet om til Skovsbogaard 1. maj og skulde hjælpe med at passe den lille, men jeg kom derom alligevel og hjalp med andre Ting.  De havde 2 børn, men de var ikke saa smaa.   Der var 2 piger foruden mig, 1 Fodermester, 2 Karle, Manden passede selv Grisene og tog Del i andet Arbejde, men ikke vel meget med Hestene. Han mugede heller ikke ved Grisene selv.
 
Det var en god Plads. De var alle saa flinke og rare. Der var godt at være. Mine Brødre kom ogsaa derom efterhånden som de blev konfirmerede.  Der var altid en Plads til dem.


I 1915 døde Farfar efter at have ligget til Sengs et Aar afHjerneblødning.  Laura, min søster, døde ogsaa det Aar. Hun havde Sukkersyge og det var før man kendte Insulin.
1. Maj 1915 fik jeg Plads hos Hans Jespersen og Line og var der til 1920 så flyttede jeg til Tommerup.  Det var en større gaard 200 Tdr. L.  Manden var Forpagter.  Det var en gammel Dame der ejede Gaarden (hendes Barndomshjem).  Hun boede på Gaarden.  Der var et stort Stuehus og god Plads.  Hun havde en Pige til Hjælp og Selskab.  Frøkenens (ejeren) var ugift, hun hed Kamma, men de holdt sig for sig selv. ----     Forpagterens havde 6 Børn.  Både Forældre og Børn var rare at være sammen med.   Der var 3 Karle og en gift Fodermester, 2 piger (vi skulde skifte som Stuepige eller Kokkepige og så var der en af Fodermesterens der var Barnepige.  Der var meget at bestille, men det var så let, når de alle var så flinke.
I Høsten bagte vi Æbleskiver og bar ud i Marken til dem.  Jeg mener der var 12 i Marken.  Dem derhjemme skulde jo helst også Æbleskiver, ikke mindst Børnene.  Jeg ver der kun½ Aar. --  Line synes ikke hun kunde undvære mig, så jeg tog til Lumby igen. ---   Så blev Farmor syg og fik Hjerneblødning.  En Dag jeg besøgte hende var den gamle Sygeplejerske Frk Lund der og pludselig sagde hun til mig.  Du skulde søge ind som Sygeplejeelev.  Hun gav mig en Adr.  som jeg skrev til.  Det kunde nu ogsaa være sket på anden Måde, men jeg vidste jo intet om den Slags og havde aldrig drømt om noget sådant.
 
I 1922 rejste jeg til Hornslet Sygehus og var der i 2 Aar, derefter til Kommunehosp. I Aarhus 1 Aar, Fødselsstiftelsen 2 Mdr. og fik så Plads i Givskud og var der til vi blev gift i 1930.
 
I 1928 havde Præst Magnus Nielsen Søn af Eskild Nielsen i Aast købt en ejendom ved Grænsen til Nykirke Sogn.   Det var ikke hans Hensigt  at blive der Resten af sit Liv.  Den skulle ordnes lidt og sælges igen,  men så skete det --- at jeg skulde ud til en Patient midt i Lyngen og det var ikke mulig at cykle længere for Sand, så jeg satte Cyklen ved Granerne og gik.  På den Måde traf traf vi hinanden.  Det var i Efteråret 1929 og vi blev gift i Lumby Kirke 16. maj 1930.  Det var lige før Krisen kom. Det første Aar gik nogenlunde, men der kom svære Tider, som der er skrevet en Del om, men vi klarede os igennem uden Tvangsauktioner  selv om det var tæt på til Tider.
 
Det var vel også skyld i Fars Mavesår.